Konstabel i flyvevåbnet 1963 - 1968

Medens jeg gik på realskolen, havde jeg fået interesse for elektronik, og især for radio. Æblet faldt nok ikke langt fra stammen, for min fader havde lært mig at bygge krystalapparater. Det fortsatte med en rørradio bygget efter et diagram, som indehaveren af Hauge Radio i Århus nedtegnede ud af hovedet engang vi besøgte hans butik. Han var radioamatør, og jeg har senere spekuleret over hvorfra min fader kendte ham.

Medens jeg gik i 4 mellemklasse, lykkedes at få en praktikplads et par uger hos radioforhandler Emil Pedersen i Hadsten, og der blev jeg endnu mere tændt på radiobranchen, selv om jeg selvfølgelig blev udsat for en af svendenes practical jokes. De havde fejlpolariseret en elektrolytkondensator i en gammel radio, som jeg så blev sat til at fejlfinde på. Fem minutter efter jeg havde tændt for apparatet, og havde fingrene nede i elektronikken for at lave diverse målinger, eksploderede kondensatoren med et brag, gnister og en masse røg. Jeg røg en meter op af stolen, og havde nær skidt i bukserne, men så kunne jeg ikke undgå høre en fnisen fra de to svende som også arbejde i værkstedet, og så fik jeg jo en vis mistanke.

Jeg havde i mellemtiden forhørt mig om muligheden for en læreplads i Hadsten og et par nabobyer, men fik at vide at der var op til 2 års ventetid før de tog nye lærlinge ind. En dag så vi en annonce i avisen. Flyvevåbnet søgte konstabelelever til uddannelse som elektronikmekanikere på en 5-årig kontrakt. Den ramte lige ned i min anden store interesse, modelfly og hjemmelavede bomber.  Annoncen nævnte også at de sidste 4 år var godt lønnede, og det var jo ikke værst sammenlignet med udsigten til 2 års ventetid, 4 års lærlingeløn efterfulgt af 1½ års ulønnet militærtjeneste, så det måtte undersøges!

Mine forældre var med på ideen, så jeg udfyldte ansøgningsskemaet, og blev indkaldt til en to dages optagelsesprøve på flyvestation Værløse. Aspiranterne skulle møde på Ballerup station, hvor vi blev afhentet af en militær bus og kørt op på Værløse og installeret i et par gamle træbygninger opvarmet med kakkelovne og med koldt vand i hanerne. Min morfader har senere fortalt mig, at han var med til at bygge de omtalte barakker, medens han var indkaldt til sikringsstyrken under 1. verdenskrig.

Prøverne startede næste morgen med såkaldte psykotekniske prøver, hvor vi bl.a. skulle samle et adskilt vækkeur, føre en ring langs en krøllet tråd uden at den rørte tråden, udregne matematiske og geometriske opgaver, samt skrive noget dansk og engelsk. Senere på dagen blev vi sendt en tur i gymnastiksalen, for bl.a. at løbe og udføre balancegang på en bom. Til sidst blev vi undersøgt af en militærlæge som afprøvede farvesyn, hørelse og diverse andre ting.
Af de oprindelige ca. 60 ansøgere antog de kun omkring 20 til elektronikuddannelsen, nogle fik tilbudt optagelse i militærpolitiet, andre i brand- og redningstjenesten eller kørselstjenesten, og resten vendte hjem med uforrettet sag. Jeg var blandt de heldige, for jeg fik besked på at møde i Jonstruplejren den 1. november som nr. 597766 Pedersen.

Jonstrup Lejren

Ankommen til Jonstrup blev vi stillet op i geledder og marcheret op til depotet hvor der blev udleveret undertøj, sokker, skjorter, krasuldsuniformer, pjækkeret, drejlstøj, støvler, hjelm, regnslag, gasmaske, seletøj og tasker samt diverse efter forsvarets mening uundværlige småting som f.eks. et dosimeter til at måle radioaktive strålingsmængder, så vi selv kunne se hvornår vi burde være døde i tilfælde af et atomangreb!
Med dette læs dels i armene og dels i en pose blev vi marcheret ned i belægningsområdet under ledelse af en flok værnepligtige sergenter, som skreg diverse nedsættende ting ud over hovedet på sådan en flok hjernedøde padder, som var dumme nok til at melde sig frivilligt til et system, som de selv var trætte af. De var jo blevet tvunget ind i militærtjenesten, oven i købet på forlænget tid som sergenter, det kom vi til at mærke meget mere til i tiden der fulgte. Der var tilsyneladende ingen grænse for hvilken nedsættende og ydmygende tiltale sergenterne måtte anvende.

Efter at være blevet indkvarteret på 12 mandsstuer, blev vi instrueret i hvorledes tøj og mundering skulle placeres i og oven på skabene, samt hvorledes sengene skulle redes med tæpper og lagner. Rigtige soldater brugte ikke hovedpude. Hvis tæppet ikke var helt stramt på sengen, eller hjelm og rygsæk ikke lå helt lige oven på skabet, blev det hele hevet ud på gulvet, og så kunne vi starte forfra indtil vi havde lært det.
Omklædt i uniform og med korrekt bundet slips og huen på sned, blev alle 4 delinger stillet op på 3 geledder i gården, hvor vi blev budt velkommen til flyvevåbnet af en kaptajn Pedersen, som forklarede, at han havde den tvivlsomme ære, at sørge for at lære os alle de ting vores moder havde forsømt, samt at gøre os til nogenlunde brugelige soldater, så skatteydernes penge ikke var spildte.

De første 3 måneder som blev kaldet rekruttiden, foregik med grundlæggende militær uddannelse, d.v.s. masser af eksercits, skydeuddannelse i diverse våbentyper, nærkampsøvelser, selvforsvar, gravning af skyttegrave, cirkeltræning, march- og løbeture rundt i omegnen, til sidst med fuld feltmæssig oppakning, og et par gange også iført gasmaske, alt sammen for at styrke kondition og udholdenhed. Efter sådan en typisk tur ned til ”stentanken” i december hvor der flere gange undervejs var kommanderet flyverskjul, når vi passerede et vandhul, var vi godt tilmudrede, og så skulle vi selv og udstyret rengøres. Stentanken var et fugtigt øvelsesområde i den østlige ende af flyvestation Værløse. Personlig vask og rengøring af mundering foregik på vaskerummet, hvor der var et par lange terrazzo-vaskekummer med vandhaner over. Der var kun koldt vand i hanerne, så det var ingen spøg. Der var dog varme på tørrestuen hvor støvler, drejls- og seletøj blev hængt til tørre, og her kunne vi også selv få noget varme i kroppen.

                       En kriger.

Den første orlov blev tildelt efter en måned, hvor vi havde mulighed for at besøge hjemmet på en såkaldt 5 krones billet med DSB. Ugelønnen var ca. 40 Kr., så der skulle spares, vi skulle jo selv holde os ved lige med personligt toiletgrej, sæbe, barbergrej, vaskepulver, skosværte o.s.v.

I forbindelse med orlov blev der lørdag formiddag afholdt udgangsparade, hvor alle 4 delinger stillede til kontrol i gården iført udgangsuniform. Nu gik sergenterne rundt og kontrollerede hver enkelt om vedkommende var reglementeret påklædt. Hvis sergenterne havde svært ved at finde fejl, kunne de finde på at tage fat i en uniformknap, og bede personen træde et skridt tilbage, og hvis knappen så kunne trækkes af, hvad den som regel altid kunne, skulle alle vente indtil den var syet i.
Hvis støvlerne ikke var skinnende blanke, skreg sergenten, om idioten troede man skulle pudse støvler i leverpostej. Om igen !.
De kunne også finde på at bede om at se vedkommendes redekam, og hvis den ikke var pinlig ren, var det ind og gøre den ren. Og så var der vatprøven. Sergenten tog en tot vat, og strøg den over soldatens kind. Hvis den mindste vattråd blev hængende, var det om igen med barberingen. Sådan en parade kunne vare længe, med fare for at miste orlovstoget.

Rekruttiden blev afsluttet med en alarmeringsøvelse sidst i januar måned. Den startede med, at vi blev vækket med sirener omkring midnat med besked om at træde an i gården iført fuld feltmæssig påklædning. Efter en grundig inspektion blev vi læsset på diverse lastbiler og kørt ud i fædrelandet og læsset af i en ukendt snedækket skov med besked om at bygge en-mands bivuaker så vi kunne få noget søvn. En bivuak bestod af et underlag af smågrene så vi kunne ligge fri af jorden, herover blev der lavet et telt af regnslaget til at holde blæst og nedbør ude. Søvnen blev forøvrigt afbrudt af en flok kanonslag.
Næste morgen, efter at vi havde varmet og spist vore feltrationer, fik vi udleveret kort og kompas med besked om at finde tilbage til Jonstruplejren til fods.

Rekruttiden sluttede til februar. Det var nu blevet tilladt at forlade lejren om aftenen indtil kl. 22. og det gav mulighed for besøg på KFUM’s soldaterhjem, hvor vi kunne købe kaffe, ostemadder og kager samt spille bob, se fjernsyn og læse aviser.

Flyvevåbnets specialskole FSN Værløse

Nu begyndte vi også på den egentlige elektronikuddannelse. Der var undervisning hver dag, kun afbrudt af den ugentlige FUT, fysisk uddannelse og træning, også kaldet fysisk udmattelse og tæring, samt vagttjeneste i hovedvagten vistnok hver anden måned. Vagttjenesten i hovedvagten, hvor også lejrens fængsel havde til huse, forløb over et døgn, og bestod af skiftevis standvagt og patruljevagt. Dengang foregik al vagttjeneste med skarpt i geværerne, med ordre til at skyde varselsskud, og om nødvendigt direkte skud, hvis en person uden gyldigt ID ikke stoppede efter tilråb af vagten. Patruljevagten bestod af to mand der gik en runde indvendig langs hegnet hele vejen rundt om lejren.

Elektronikundervisningen var uhyre koncentreret, på 6 måneder lærte vi mere grundlæggende elektronik, end jeg senere lærte på 2 år på ingeniørskolen! Der var stopprøve en gang om måneden, en såkaldt multichoice test, hvis der bare én gang var for mange forkerte svar, var undervisningen definitivt slut, og man kunne færdiggøre sin militærtjeneste som værnepligtig flyversoldat. Omkring halvdelen dumpede i uddannelsesforløbet, så det var virkelig barskt.

Efter et år blev vi udnævnt til konstabler, og fik løn svarende til en civil svend, og vi fik samtidig meget friere forhold. Vi slap også for pinslerne fra de værnepligtige sergenter, da disse blev afløst af sergenter fra specialskolen.

 Undervejs i uddannelsen havde jeg valgt specialet E-4 fire-control, hvilket betød, at jeg var på en måneds jobtraining på Flyvestation Ålborg for at arbejde med F-86D Sabre jagerens radar og ildledercomputer. Det var her jeg tabte mit hjerte til Ålborg.

Efter jobtræningen skulle jeg normalt have været tilbage til Flyvestation Værløse for at færdiggøre uddannelsen, men i mellemtiden havde Danmark købt jagerflyet F-104G starfighter til afløsning for F-86D jageren, så jeg blev i stedet sendt til Norge på et 3 måneders nato-kursus på ”Luftforsvarets Befalsskole for Sambands- og Radarpersonell” i Lutvatn. Det var spændende at være sammen med de norske teknikere, deres konditræning foregik enten ved løb i skoven rundt om søen eller på ski. Vi danskere kunne slet ikke følge med dem, og slet ikke på ski. Når de løb i skoven, sprang de rundt på de mosglatte sten som en flok bjerggeder.

Fra Lutvatn gik turen tilbage til Flyvestation Ålborg, hvor de nye jagerfly ventede på os. Der var nu forløbet 2 år, og vi var færdiguddannede til at vedligeholde noget af flyvevåbnets mest avancerede radar- og computerudstyr.

                                  F-104G Starfighter                                                                                       ”The Flying toothpick”                                     

Flyvestation Ålborg

Livet på Flyvestation Ålborg, var meget anderledes end det vi kendte fra Jonstrup og Værløse. Vi blev indkvarteret på 2-mands stuer med skrivebord og håndvask med varmt vand, luksus. Vi kunne gå ind og ud af flyvestationen som vi ville hele døgnet rundt, også i civilt tøj. Hvis man hellere ville bo uden for flyvestationen, var det også muligt, vi skulle blot møde reglementeret påklædt på værkstedet om morgenen. Det benyttede jeg mig af de sidste par år, hvor jeg havde en lejlighed i Nørre Sundby.

                                  Aftenhygge i konstabelmessen.

Arbejdet foregik på de forskellige specialværksteder, for mit vedkommende på fly-radar værkstedet, også kaldet E4 værkstedet, som havde til huse i en gammel tyskerhangar. Vi var ca. 20 mand på værkstedet, inddelt i arbejdshold på 3 mand. Der var kun plads til 3 fly i hangaren ad gangen, d.v.s. arbejde til 9 mand, så der var megen ventetid, hvilket blev flittigt udnyttet til kort- og yatzyspil samt læsning af en mængde bøger. Hver morgen startede med kaffe og rundstykker.

Når et fly skulle have et system repareret/efterset blev det kørt ind i den hangar hvor det pågældende værksted havde til huse, og det betød at flyene blev flyttet meget rundt mellem de forskellige hangarer, hvor der ofte var ventetid.

På et tidspunkt foreslog eskadrillerne, at de skulle have tilknyttet en tekniker fra hvert speciale, som så skulle udføre de simpleste reparationer ude på flightlinen. Man håbede derved at kunne undgå ventetid på værkstederne, og det var et forsøg som skulle løbe over 6 måneder.
Værkstedschefen ville helst beholde arbejdet indenfor specialværkstedets 4 vægge, så hvis han nu eksporterede de personer der ikke umiddelbart sagde "javel" til alt, så kunne forsøget jo kun ende galt, så derfor blev jeg deporteret ud i eskadrille 723, som skulle være forsøgseskadrille.

Eskadrille 723 og Eskadrille 726

Arbejdet i eskadrillen viste sig at være super godt. Der var et godt sammenhold, og det var der tingene skete, fly med rigtigt liv i. Og så var der jo konkurrencemomentet, idet de to eskadriller konkurrerede om at holde flest fly flyveklare, og den var vi teknikere jo helt med på. Arbejdet blev også mere effektivt. Det skyldtes bl.a. at vi jo bare kunne spørge piloten direkte om, hvad han havde observeret, at det pågældende system gjorde forkert, i stedet for at vi skulle tolke nogle notater, der måske var flere dage gamle. Resultat: Flere fly i luften og meget færre på værksted.

Efter prøvetiden forlangte eskadrillecheferne at få teknikere fast tilknyttet begge eskadriller, så derfor blev jeg sammen med en ny tekniker forflyttet til eskadrille 726 for at gentage succesen, og det passede mig storartet.

                            Der arbejdes på Flight Linen.

Som tekniker i en eskadrille skulle vi følge med når denne i forbindelse med øvelser var deployeret til andre flyvepladser, hvilket altid var spændende. Jeg opnåede således bl.a. at komme med til Colmar/Meyenheim i Frankrig.

                                 Deployering på 1st. class.

Eskadrillen på søndagsudflugt

til Tranum Skydeområde.

Det var uskrevet praksis i eskadrillen, at hvis der en sjælden gang var et ledigt bagsæde i et af træningsflyene, og det ellers passede piloten, så var der mulighed for at en af eskadrillens teknikere kunne få en flyvetur i starfighteren. Vi skulle blot først en tur ned omkring stationens flyvelæge, samt en tur over på SUN-værkstedet og have taget mål til dragt og hjelm, så kunne man blive skrevet på listen, og så var det bare at vente på at det måske blev ens tur.

Så en mandag morgen blev mit navn råbt op, men nu var der bare det ved det, at vi havde været grundigt på sold i Ålborgs natteliv hele weekenden, så jeg var absolut ikke ”fit for flight”, så der røg den chance, jeg kunne kun skrive mig nederst på listen. Jeg nåede ikke at få tilbuddet igen. Bare smadder ærgerligt.

Så var der selvfølgelig flyvesimulatoren, den fyldte en hel bygning, og den var tændt døgnet rundt, da den vistnok krævede en større justering hver gang den havde været slukket. Den var jo udviklet i radiorørenes tidsalder.
Der var ofte en tekniker på vagt om aftenen, så hvis man var gode venner med ham, kunne det blive til nogle fornøjelige nattetimer med at flyve simulator. Det smagte jo altid lidt af fugl.

En dag var der sat et opslag op i messen, hvorpå der stod, at hvis man var interesseret i at prøve en tur i et svævefly, skulle man indfinde sig i en bestemt hangar ude i område syd næste lørdag. Det skulle selvfølgelig prøves, så da dagen oprandt tog jeg derud. Her mødte der mig et syn der stod i skærende kontrast til de fly jeg arbejdede på til daglig.
Det viste sig, at det fly vi skulle prøve, var en såkaldt åben skoleglider type 2G. Den bestod af en bjælke som krop hvorpå der var klistret et haleplan, et par vinger beklædt med lærred, og to sæder hvoraf det forreste, som var passagerens, var helt frit i luften kun med en hammel til at sætte fødderne på.
Folkene derude påstod hårdnakket, at apparatet kunne flyve, så prøves skulle det. Vi fik så koblet en stålvire til flyet, og af sted det gik i en stigning på 45 grader. Efter at vi havde sluppet wiren på toppen, og svævet nogle sekunder, råbte Niels Sejstrup bagved mig, for det var ham der var pilot, om jeg havde lyst til at se hvad flyet kunne, jeg råbte ja, og så lavede han et hammerstall, så jeg hang i selerne og stirrede direkte ned i jorden uden noget imellem den og mig. Han brugte resten af højden på at rette flyet op, og gik direkte ind til landing. Vel nede på jorden spurgte han, om jeg stadig var interesseret i at lære at flyve svævefly.
Jeg fik mit S-certifikat i 1967 med Sejstrup himself som s-kontrollant, og har lige siden været aktiv svæveflyver.

                                  2G svævefly

De sidste par måneder jeg var i flyvevåbnet, tilbragte jeg på Værløse for at lære at reparere fjernsyn og civile radioer, så jeg kunne aflægge civil svendeprøve som elektronikmekaniker.

Jeg forlod flyvevåbnet i november 1968 med et svendebrev i den ene baglomme og en bankbog i den anden indeholdende en bonus til brug for en såkaldt civiluddannelse.

Alt i alt en dejlig tid og en knippelgod uddannelse.

Det næste årstid blev anvendt til at tage en uddannelse på aftenskole til radiotelegrafist på Wendelboes Radioskole, der havde til huse oppe under loftet i et hus på Dampfærgevej i Københavns Frihavn.
Om dagen arbejdede jeg som teknikker hos Avia Radio i Kastrup Lufthavn.